tirsdag, december 9

Weekend i London

Så har vi sørme også været London. Hele fire dage i London uden så meget som en dråbe regn - det er ikke tit, det sker. Vi har vist været heldige.

Vi tog afsted fredag først på eftermiddagen. Hotellet var helt fint. Godt nok var værelset på 3. etage, så vi blev ret hurtigt træt af de mange trapper. Men der var en lille radiator, som var nem at betjene, så vi frøs ikke. Og sengene var ganske behagelig. Vi spiste på en kinesisk restaurant og slappede derefter bare af på hotelværelset.

Lørdag havde vi sat af til generel sigthseeing. Og vi fik da så sandelig set en masse. Vi startede med 'Cartoon Museum' og 'The British Museum', hvor vi henholdsvis så tegneserier, græske og egyptiske ting. Det var dejlig anderledes. Derefter spiste vi frokost, inden vi så Shakespeares Globe teater og 'Tate Modern', hvorefter turen gik til storcenteret 'Harrods'. Efter at have spist de mærkeligste indbagte rejer nogensinde vadede vi op og ned af Oxford Street, hvor der er butikker på begge sider, lige så langt øjet kan række. Så fødderne var trætte, da vi endelige lå under dynerne igen.

Søndag havde vi hjemmefra købt billetter til Madam Tussuads voksmuseum, London Dungeon og London Eye. Jeg havde aldrig været på voksmuseet før, men det var rigtig fedt at gå rundt blandt alle kendisserne. Og ganske morsomt at tage billeder med dem alle sammen. London Dungeon er sådan en form for spøgelseshus, hvor man går rundt i en masse uhyggelige scenarier. Det var vildt spændende og skræmmende. Turen sluttes af med en fritfald oplevelse, hvor det føles som om, man bliver hængt. London Eye er det her gigantiske pariserhjul, hvor man kan gå rundt i "vognene". Hold op nogle fede billeder man kan tage deroppe fra. Vi kom på omkring kl. 16, og kunne derfor følge solnedgangen deroppefra. Det var det flotteste syn. Om aftenen var vi i biogragen og se en julefilm. 'Four Christmases' kan virkelig anbefales. Det var lige før vi tissede i bukserne af grin!

Om mandagen fik vi lov til at opbevare vores kuffert i receptionen, så vi ikke skulle slæbe rundt på den. Her var vi i 3D biograf, derfor de flotte briller på billedet. Det var en timelang film og liver på en rumfærge, og den var faktisk super fed. Vi prøvede også nogle af de her simulatorer, bl.a. en stor en af slagsen, hvor man virkelig blev rystet godt og grundigt rundt, fik pustet luft i nakken og sprøjtet vand i hovedet. Det var en genial oplevelse.

Så vi er begge trætte i dag. Det har været en laaang weekend, med en masse indtryk og oplevelser, som det tager lidt tid at fordøje. Men det har uden tvivl været en fantastisk weekend. London er en by med uendelige muligheder for at få en på opleveren!

Ingen kommentarer: