
I går ankom Lones forældre. Så vi lavede mad og spiste sammen her i lejligheden i går aftes, hvorefter vi kørte dem hjem i vores fine bil.
I dag har vi jo så været i zoologisk have. Vi kørte lidt i 11 og var der så ved 12-tiden. Og vi blev bestemt ikke skuffede. Aldrig har jeg set så mange aber i mit liv. Det er åbenbart deres specialitet, eller hvad man kan kalde det. Aber her, aber der, og aber alle vegne. Så jeg har taget så mange billeder af aber, at i tror, det er løgn. Men det var en fornøjelse at se, hvor godt dyrene havde det. Dejlige, store burer og indhegninger, hvor de havde masser af plads at boltre sig på. Og det kan man altså sagtens mærke på dyrene, for de virkede glade og tilfredse med tilværelsen. Flere af aberne teede sig endda foran kameralinserne, og nød tilsyneladende den megen opmærksomhed. Foruden alle de mange aber så vi også flere forskellige slags fugle, lamaer, løver, geparder, elefanter, kameler, giraffer, pingviner, søløver, skildpadder, fisk og garanteret en masse andre, som jeg ikke lige kan huske nu. Vi har hvert fald haft en rigtig god dag. Så det har ikke betydet spor, at det har været overskyet og blæsende hele dagen, for vi har haft så meget andet at kigge på.
Og selvom klokken nu kun er lidt i ni, så er jeg mere eller mindre klar til at kravle under dynen. En hel dag udenfor giver en dejlig, behagelig træthedsfornemmelse i kroppen, så jeg satser på at sove godt i nat. I køleskabet står vores madpakker klar, for vi skal i praktik på en skole i morgen, så vi skal en time tidligere afsted end normalt.
I menuen til højre er der et link til en side, som jeg løbende opdaterer med billeder herfra. F.eks. er alle de mange billeder fra turen i dag at finde der.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar