torsdag, oktober 30

Når magtesløsheden rammer


Ja, at jeg er negativ, kan man vist roligt sige. Lone og jeg er jo blot to ud af mange tusinde, som i god tro havde købt billetter hos Sterling. Det viste sig jo at være en rigtig dum ide for at sige det mildt. De gik konkurs i går, så vi står med en værdiløs returbillet. Det skabte selvfølgelig lidt panik til at starte med, men i dag er der lidt mere styr på tingene. Vi har booket billetter hos RyanAir i stedet for, så vi flyver hjem om morgenen torsdag d. 18. december, altså en dag tidligere end planlagt. Vi måtte slippe ca. 400 kr hver, så det kunne have været meget værre. Bussen til Stansted er også bestilt, og det er da trods alt positivt, at Stansted ligger tættere på end Gatwick, hvor vi skulle have været fløjet fra med Sterling. Så de billetter var ikke helt så dyre som forventet.

Så nu er der "bare" et kæmpe stort problem tilbage, som vi har svært ved at løse. Med Sterling havde vi købt og betalt for at få ekstra bagage med, da vi godt var klar over, at der ville være meget. Så vi havde betalt for to kufferter, som hver måtte indeholde 20kg, altså 40kg bagage i alt. Og her opstår problemet. For med RyanAir tillades der maksimalt 15kg, og det er altså langt fra nok. De kræver £12 (ca. 110 kr) pr kg overvægt. Så har jeg f.eks. 25 kg overvægt, ja, så lyder prisen på £300 (ca. 2800 kr), hvilket jo er helt vanvittigt. Vi har kontaktet et shipping firma for at høre, hvordan priserne lød der, men det er heller ikke billigt. Ca. 1000 kr ville vi skulle slippe hver. Så lige nu synes jeg bare, det hele er frygtelig uretfærdigt og alt for kaotisk. Det her ender med at blive en rigtig, rigtig dyr affære.

Hvis der er nogen, som har andre forslag til, hvordan vi får vores bagage hjem, så kom endelig med dem. Alt vil blive modtaget med kyshånd!

Ingen kommentarer: